Cabo de la Vela & Punto Gallinas

I dette indlæg vil jeg fortælle om 4 dage der virkelig satte tingene i perspektiv. Efter at have taget det roligt et par dage efter trekket, rejste jeg videre mod Rioacha. Herfra skulle jeg starte en tur ud i Guajira ørkenen. I min gruppe var vi i alt 6 piger og en guide (som kun snakkede spansk), jeg fungerede derfor som tolk, så man må da sige jeg virkelig får øvet mit spansk.
I Guajira ørkenen bor befolkningen Wayuu, som bliver kaldt indigenas som direkte oversat til dansk betyder de infødte. Disse mennesker er meget fattige da de bor midt ude i ingenting, hvor man hverken kan dyrke grøntsager eller har vandtilgang. Nogle af familierne har dog diverse forretninger – fx høns som de kan leve af. Nogle børn er så “heldige” at gå i skole, fordi lærere fra byerne kommer ud i ørkenen og underviser engang i mellem – men det er langt fra størstedelen der får undervisning. Mange børn dør også fordi de ofte er under- eller fejlernærede. I dette samfund er det manden der får det første og største måltid, herefter kvinden og til sidst børnene hvilket resulterer i at børnene ofte slet ikke får noget. 😞
Nogle steder i ørkenen har børn og kvinder dog luret hvordan de kan tilegne sig lidt vand, snacks eller penge fra turister der kommer kørende. De sætter helt enkelt to pæle op og en kraftig snor henover vejen så man ikke kan komme forbi før man har betalt med et eller andet eller købt noget af det de sælger – fx kaktusfrugt eller tasker de selv laver af kaktustråd. En lidt speciel oplevelse. Men vi havde sørget for at købe godt ind på forhånd da nogle hollandske piger havde fortalt mig om dette inden jeg tog afsted 🙂egentlig ville jeg jo gerne give dem noget sundere end kiks og bolcher, men hvis man vidste hvor mange børn og kvinder der var på vejen, ville man vide at det ikke kunne lade sig gøre at købe mad til så mange mennesker.

Nogle nødhjælpsorganisationer hjælper også derude, problemet er bare at staten i Columbia er så korrupt at de tager pengene som egentlig skulle være gået til hjælp derude. Og når systemet fungerer på denne måde, kommer de aldrig videre. Befokningen er heller ikke interesseret i at flytte fra Guajira ørkenen, da de ser det som deres territorium, hvor de altid har levet, og de kan og vil derfor ikke flytte derfra. 😞
Vi kørte de lange distancer ellers gik vi også en del rundt (i de områder det ikke er farligt). Det var igen rigtig hårdt pga varmen, men slet ikke i nærheden af så hårdt som trekket. På turen så vi nogle fantastisk flotte strande, salt miner og sanddunes. Naturen var virkelig flot derude og der regnede ikke en eneste gang, så jeg var tør alle dage! Skønt. 😝
Om natten sov vi i hængekøjer, som er lavet af Wayuu befolkningen. Virkelig flotte men alt for store og dyre til at jeg kunne tage en med hjem selvom jeg virkelig gerne ville 😊
På turen levede jeg af rejer og hummer så man må virkelig sige jeg var i himmelen – mmmh! 😍😍😍
Det var virkelig en skøn tur selvom det var hårdt at se at befolkningen bor i så fattige kår.
Efter turen vendte jeg tilbage til Santa Marta, hvor jeg tog til Tayrona nationalpark og dykkede i går. Her var virkelig flotte koraller og enormt mange flotte fisk og blæksprutter. 🐙

– V 😘